Grundforløb og studieretningsvalg
Det første halve år i gymnasiet/STX, - grundforløbet - er på Ribe Katedralskole fælles for alle nye elever uanset hvilken studieretning, den enkelte regner med at vælge. Dette gør, at alle elever er helt frit stillet, når de til december skal vælge studieretning.
De første uger af grundforløbet er planlagt som et introforløb, hvor du introduceres til hensigtsmæssige studievaner, studieteknik, skolens IT og bibliotek, samt møder skolens elevforeninger. I grundforløbet vil du som ny elev møde mange af de fag, der er relevante, for at du på det bedst mulige grundlag kan vælge studieretning. Desuden vil skolen ved forskellige arrangementer grundigt orientere om valg af studieretning og 2. fremmedsprog.
Fag i grundforløbet: Dansk, historie, samfundsfag, engelsk, almen sprogforståelse, matematik, biologi, naturvidenskabeligt grundforløb, et kreativt fag (musik, drama eller billedkunst) samt almen studieforberedelse.
Valget af studieretning og valget af 2. fremmedsprog skal sammentænkes, og du vælger derfor studieretning og 2. fremmedsprog samtidig ved slutningen af grundforløbet. Se også siden om udbud af studieretninger på Ribe Katedralskole.
Det endelige valg af studieretning foretager du i slutningen af november. Den 1. december beslutter rektor ud fra elevernes valg og elevsamtaler, hvilke studieretninger, der oprettes. Undervisningen i studieretningerne begynder først i januar. Du går i din studieretningsklasse de følgende 2½ år af din tid i gymnasiet/STX, indtil du bliver student.
De fælles fag er fordelt over alle tre år således, at nogle er treårige, mens andre er et- eller toårige. En del af de fælles fag møder du allerede i grundforløbet, og andre optræder først i 2. eller 3. g. Se en oversigt over fællesfag, studieretningsfag og valgfag på siden om valgfag.