Man skal i 1.hf have et kreativt fag. På Ribe Katedralskole, kan man vælge mellem billedkunst eller musik. Man har det kreative fag ca. 2 timer om ugen i hele 1.hf. De enkelte fag er beskrevet nedenfor.
Hvis man påtænker at vælge musik eller billedkunst på B-niveau i 2.hf, skal man naturligvis vælge det samme kreative fag i 1.hf.
Hvis man er i tvivl, er man velkommen til at kontakte skolens studievejledere.
Billedkunst:
Billedkunstfaget er kendetegnet ved, at man i undervisningen arbejder med et bredt spektrum af billeder på tværs af praksis og teori. Billedmaterialet omfatter bl.a. tegninger, malerier, skulpturer, installationer og bygningsværker.
I et typisk billedkunstforløb begynder man med at gennemgå en lektie (fx om stilretningen impressionisme), inden man kaster sig over en eller flere praktiske øvelser inden for samme emne (fx en række impressionistiske friluftsskitser udført ude i byen). Til sidst i forløbet vil der så være en form for konklusion, fx en fælles evaluering og perspektivering af billederne fulgt op af en udstilling.
Man kan trygt vælge billedkunst, selv om man ikke umiddelbart er nogen Picasso. Ved eksamen er det nemlig ikke den håndværksmæssige kvalitet af ens praktiske arbejder, der vurderes, men derimod ens evne til at forstå og beherske fagets problemstillinger ud fra såvel andres som egne værker.
Musik:
Der kræves ingen særlige musikalske forudsætninger for at vælge musik på C-niveau. Du skal blot have lyst til at beskæftige dig med musik. I musiktimerne arbejder vi med både musikforståelse og praktisk musikudøvelse.
I musikforståelse skal vi lytte til musik fra både den rytmiske og den klassiske musiktradition og fra ikke-vestlige kulturer. Du vil også stifte bekendtskab med grundlæggende nodeteori i form af noder, skalaer og akkorder.
I musikudøvelse skal vi synge og spille i sammenspilsgrupper. Der vil bl.a. blive arbejdet med stemmetræning og rytmer, og du vil blive introduceret til den grundlæggende teknik på bas, trommer og klaver.