Udskriv

Nyt og gammelt i sangsalen

I forbindelse med nylægning af gulv i sangsalen gennemførtes en større renovering af rummet. Væggene og borterne øverst oppe blev malet i de originale farver under kyndig vejledning af fageksperter fra Gram Konserveringscenter. Til sidst gennemførtes en restaurering af de seks gipsrelieffer på væggene.

Historien om afstøbningerne.

De seks gipsafstøbninger på langvæggene, to i højt relief og fire i lavt, forestiller men-

nesker og heste, og nogle mærkelige kombinationsvæsener, halvt mennesker, halvt heste. Engang har originalerne smykket Parthenon, et af de smukkeste og stolteste templer i det gamle Grækenland, templet for Athene på Athens borg, Akropolis.

Templet blev bygget i midten af det 5. århundrede fvt., en tid, hvor folk i Athen var usædvanligt stolte af sig selv. De havde skabt et demokrati, på trods af angreb fra det store, barbariske perserrige i øst og gentagne krige med det ærkekonservative Sparta i vest. Uanset hvordan man nærmede sig Athen, kunne man se templet hæve sig over byens profil. Det skulle vise enhver, ven som fjende, hvad Athen formåede. Men ikke kun den fjerne profil skulle plejes; også templets detaljer skulle der kæles for. Man engagerede tidens største billedhugger, Fidias til at lede og overvåge arbejdet på skulpturerne på templet.

Fidias lod templets ydre smykke efter gammel skik, omend overdådigt. På gavlene planlagde han mytiske scener fra Athenes liv, og til billedfelterne, metoperne, over søjlerækkerne lod han sine hjælpere hugge scener fra myter om græske kampe mod forskellige barbarer ind i høj-relief.

En af de rigtig gode historier af den slags var fortællingen om, hvordan nogle barbariske gæster ved grækeren Peirithoos' bryllup drak for meget og gik amok, så de ville bortføre selskabets kvinder. I Athen var det naturligvis en fordel, at Peirithoos' bedste ven var Theseus, konge af Athen, og at Theseus selvfølgelig klarede sig godt i kampen. Set fra en billedhuggers synspunkt var der ganske vist også det gode ved historien, at disse gæster, kentaurerne, var halvt mennesker, halvt heste, og derfor dels lette at genkende på billeder, dels gode at sætte ind i et næsten kvadratisk billedfelt: den menneskelige overkrop og heste-forbenene danner en ret vinkel på hestekroppen, der gør det let at frembringe nogle hovedlinier i billedet og dele billedfeltet op i dynamiske enheder.

I sangsalen er der to af disse metoper i afstøbning. Den ene, den på sydsiden, viser en kentaur, der netop har besejret en græker. Grækeren synker langsomt sammen, mens kentauren lader sin dyreskindskappe flyve frit og langsomt rejser sig for at stejle i triumf. Denne stejlen lader kentaurens krop tegne linjer, der ikke er parallele med billedfeltets sider og derfor forhindrer, at selve billedet bliver kedeligt at se på. Men sammenlignet med nordsidens metope er sydsidens ikke noget mesterværk.

På nordsidens metope-afstøbning er en græker netop ved at føre det afgørende stød ind imod en kentaur, der stejler og trykkes lidt ned i koderne. Metopen er komponeret, så linjerne i relieffet enten går i en vifte ud fra (eller ind imod) grækerens ansigt, eller går parallelt med en af disse vifte-linjer. Opmærksomheden samler sig om ansigtet, der dog ikke udtrykker nogen særlig ophidselse. Rolig og fattet bekæmper - og besejrer - grækeren sin barbariske fjende.

Men Fidias gjorde også en anden ting ved udsmykningen af templet, og den var ikke traditionel. Søjlerne med metoperne over omkransede en central tempelbygning, og det var helt normalt. Men øverst på kernebygningen, oppe under taget, lod Fidias opsætte en frise i lavt relief, hvad der ikke var tradition for i Athen. Og helt forlod han traditionen ved at lade en samtidig begivenhed fremstille på frisen. Hvert fjerde år gik folket i Athen i procession gennem byen for at bringe Athene en ny klædning til hendes ældgamle kultstatue oppe på højen, den såkaldte panathenæiske procession. Processionen var overdådig og underholdende og lokkede folk til fra hele Grækenland, så det var også en begivenhed, hvor Athen kunne vise sin formåen. Men at fremstille den i skulptur på et tempel, endda så vigtigt et tempel, var revolutionerende; det satte mennesket i forhold til guderne på en ny måde. Og på relieffet ses guderne netop også betragte processionen. Ikke at de kommer direkte i forbindelse med menneskene, og de er også mere end dobbelt så store som menneskene er, men de optræder dog på det samme billedfelt - på relieffet til højre på nordsiden af sangsalen ser man netop tre af guderne (havets gud Poseidon, sandsigerguden Apollon og hans søster Artemis) sidde og diskutere, hvad de ser; også guderne morer sig ved processionen. De er rolige og afslappede - intet eller meget lidt kan forstyrre en græsk guds ro. Kun små detaljer bryder deres siddende stillings monotoni (men læg f. eks. mærke til hovedstillingen og den måde, de tre guder holder deres højre arm på).

Guderne har siddet på østenden af bygningen, oppe ved hovedindgangen, og der finder man også fremstillingen af processionens forende. Det var byens kvinder, der bragte Athene hendes nye tøj, og kvinder (der ellers ikke gerne måtte komme ud af huset) spiller en hovedrolle fremme forrest. De fem kvinder, der ses på relieffet til venstre på nordsiden af sangsalen, bærer forskellige remedier (en lampe, kander og skåle) til brug ved den religiøse handling. De står stille; roligt hviler de i sig selv, til det bliver deres tur. Processionen er nået frem, menneskene forholder sig roligt for gudernes blik - også disse kvinder har siddet på bygningens østende.

Men de to relieffer på sydsiden viser processionen på et tidligere tidspunkt, mens den passerer gennem byen. Begge har oprindeligt siddet på nordsiden af templet, men på templets sydside har billedet været det samme: voldsom bevægelse, megen uro. Athens rytteri spillede, som man ser, en stor rolle; relieffet til højre på sydsiden viser ryttere, der har lidt svært ved at holde deres heste på plads i mylderet. Billedhuggeren har begejstret kastet sig over at fremstille de mange ben, der svirrer imellem hinanden for neden på relieffet; foroven sidder rytterne dog godt fast på hestenes rygge. Disse ryttere har kunnet spille en væsentlig rolle i krig. Relieffet over flyglet viser derimod en våbenart, der ikke længere var relevant i krig - stridsvognen. Vognstyreren læner sig en smule tilbage, mens hans ledsager, udstyret med et skjold, springer af og på vognen, mens den kører - sikkert til tilskuernes store fornøjelse, især når den stakkels mand faldt.

Relieffet over flyglet viser også en processionsleder, der prøver at få folk til at rykke fremad - han læner sig mod sin egen højre side for at kalde processionen fremad. Trods det tilsyneladende kaos er der orden og system; der er fremdrift og vækst. En optimistisk tone af den art er sjælden hos de gamle grækere.

Athen svævede i årene 447 - 432 fvt., da man byggede Parthenon, på en sky af selvtilfredshed, der brat gik i opløsning sidst i århundredet. Demokraternes illusioner brast, og det følgende århundredes politik blev en grumset affære. Allerede på det tidspunkt begyndte de gamle grækere at kigge tilbage på det femte århundrede som noget særligt. Ikke mindst templet syntes at fortælle en historie om en tid og en slags mennesker, der kunne noget mere, noget uforklarligt, ophøjet. Om det så er rimeligt eller ej, har alle senere tider set på denne periode i den græske historie som noget ganske enestående. Templet stod, stort set uforstyrret, til det eksploderede under en belejring af Athen i 1687 (forsvarerne brugte det som krudtlager). Derefter lå det hen i halvruin, nogle bygningselementer kastet endda langt væk fra bygningen, indtil interessen for de gamle grækere sidst i det attende århundrede fik så fast tag i vesteuropæerne, at de begyndte at rejse til Grækenland for at se, hvad der måtte være at se endnu. De havde læst om Parthenon - nu ville de også se det.

Det udviklede sig til lidt af et plyndringstogt. De lokale myndigheder så til, noget forbløffede. Magten i Athen havde tyrkerne, og Parthenon var ikke deres fortid, som det var vesteuropæernes. Folk af flere nationaliteter forsøgte at få tilladelse til at tage reliefferne med sig hjem. Tyrkerne noterede sig, at dette spørgsmål var af storpolitisk betydning, og det blev storpolitikken, der endte med under Napoleonskrigene at gøre det muligt for den engelske ambassadør i Tyrkiet, Lord Elgin, at fjerne langt det meste og i sidste ende bringe det hjem til London. Forinden havde nogle franskmænd dog sikret sig nogle dele og bragt dem til Paris. For mindst anden gang i sin tilværelse stod Parthenon og glimtede midt i verdenspolitikken. Det gør det forresten stadig lidt, for grækerne mener, Elgin reelt stjal skulpturerne, og vil have dem tilbage fra England, der ikke vil aflevere. Men hjemme i England gik Elgin bankerot og måtte sælge sine elskede skulpturer til British Museum for underpris.

Den, der i dag besøger Akropolis, kan altså kun se de dele af Parthenonskulpturerne, der 'blev væk' ved eksplosionen i 1687 og først er blevet fundet i nyere tid. Langt de fleste er i London, i British Museum, der betragter dem som nogle af museets fornemste skatte. Nu kan man jo ikke sådan rejse til England og se originalerne i tide og utide. Det kunne man endnu mindre i sidste århundrede, hvor den græske kunst langsomt, men sikkert, vandt sig en plads i gymnasiets undervisning. Men kunne man ikke se originalen, kunne man jo skaffe sig en kopi; det var ganske vist dyrt, men Ribe Katedralskole havde midler til skolens forskønnelse, og i 1889 lod rektor Frische hele 215 gode danske kroner bruge på at anskaffe disse seks stykker af Parthenonfrisen (og et par andre småting) fra British Museum, der villigt leverede varerne.

Nogle af dem står nu ikke på British Museum. F. eks. er relieffet med guderne i museet på Akropolis i Athen, og hovedet af den sejrende græker på nordsiden er i Paris, mens kentaurens hovede aldrig har forladt Athen. Der er også andre detaljer, der er blevet 'repareret' på de afstøbninger, vi ser i dag. Sangsalens afstøbninger skiller sig nok en lille smule ud fra originalerne.

Hvordan Frische forestillede sig, at afstøbningerne skulle bruges, er ikke til at vide. Men for oldtidskundskabsundervisningen i dag er muligheden for at kunne gå ned og ved selvsyn konstatere de små tekniske finesser, Fidias lod sine skulpturer udstyre med, ganske ubetalelig. Men gipserne er ikke kun et godt pædagogisk redskab, de er også ganske smukke i sig selv - en god repræsentant for originalen. Og de hænger der i sangsalen og minder hver morgen igen om en tid i Europas historie, som ingen nogensinde har kunnet glemme. Parthenon stråler endnu.

Simon Laursen