Udskriv

Gymnasieuddannelsen STX

Gymnasieuddannelsen, eller uddannelsen til studentereksamen kaldes også STX.

STX er en treårig almendannende og studieforberedende uddannelse, der afsluttes med studentereksamen.

Gymnasiet er et tilbud til elever, der kommer direkte fra 9. klasse eller 10. klasse og gerne vil lære mere med henblik på en videregående udddannelse.

En STX-eksamen giver almendannelse og studiekompetence inden for humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab, så man senere kan gennemføre en videregående uddannelse.

Gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene tilbyder studentereksamen:

  • alle de nødvendige fag til alle de videregående uddannelser
  • tre år med faglighed og forbybelse
  • viden, perspektivering og abstraktion
  • rum til personlig udvikling og kreativitet

Gymnasiet er således en målrettet ungdomsuddannelse for den elev, der har bestemt sig for en videregående uddannelse, og en bred ungdomsuddannelse for den elev, der er i tvivl om valg af videregående uddannelse. Gymnasiet er designet med henblik på de lange videregående uddannelser, men en studentereksamen kan selvfølgelig også bruges til de korte og mellemlange uddannelser. De fleste studenter vælger en længere videregående uddannelse.

Hvad kan en studentereksamen bruges til?

Med det rigtige eksamensgennemsnit giver nogle studieretninger på grund af deres kombination af fag og niveauer umiddelbart adgang til et antal videregående uddannelser, andre studieretninger er sammensat, så man alt afhængigt af valg af videregående uddannelse enten skal løfte et fag op på et højere niveau og/eller supplere et fag for at leve op til den ønskede uddannelses krav om fag og niveauer. Hvor det drejer sig om at løfte et fag fra C til B eller fra B til A, kan det ofte klares på et sommerkursus. Sommerkurserne tilbydes bl.a. af universiteterne.

Hvilke videregående uddannelser, skolens forskellige studieretinger og fag kan give adgang til, kan ses på Uddannelsesguiden.

Du kan også se "Adgangskortet" for at få overblik over, hvilke og hvor mange videregående uddannelser en bestemt studieretning giver adgang til.

Statistik om STX: Undervisningsministeriet har en side med statistik. Her kan du læse om karakterer, frafald og overgang til videregående uddannelser for studenter fra Ribe Katedralskole.