Udskriv

Praktisk/musiske fag

Man skal i 1.g have et kunstnerisk fag. På Ribe Katedralskole, kan man vælge mellem billedkunst, musik eller dramatik. Man har det kunstneriske fag ca. 2-4 lektioner om ugen i hele 1.g. De enkelte fag er beskrevet nedenfor.

Hvis man påtænker at vælge en studieretning med musik på A-niveau, skal man vælge musik som sit kunstneriske fag.

Hvis man er i tvivl, er man velkommen til at kontakte skolens studievejledere.

Billedkunst:

Billedkunstfaget er kendetegnet ved, at man i undervisningen arbejder med et bredt spektrum af billeder på tværs af praksis og teori. Billedmaterialet omfatter bl.a. tegninger, malerier, skulpturer, installationer og bygningsværker.

I et typisk billedkunstforløb begynder man med at gennemgå en lektie (fx. om stilretningen impressionisme), inden man kaster sig over en eller flere praktiske øvelser inden for samme emne (fx. en række impressionistiske friluftsskitser udført ude i byen). Til sidst i forløbet vil der så være en form for konklusion, fx. en fælles evaluering og perspektivering af billederne fulgt op af en udstilling.

Man kan trygt vælge billedkunst, selv om man ikke umiddelbart er nogen Picasso. Det er nemlig ikke den håndværksmæssige kvalitet af ens praktiske arbejder, man bedømmes på, men derimod ens evne til at arbejde med, forstå og beherske fagets problemstillinger ud fra såvel andres som egne værker.

Musik:

Der kræves ingen særlige musikalske forudsætninger for at vælge musik på C-niveau. Du skal blot have lyst til at beskæftige dig med musik. I musiktimerne arbejder vi med både musikforståelse og praktisk musikudøvelse.

I musikforståelse skal vi lytte til musik fra både den rytmiske og den klassiske musiktradition og fra ikke-vestlige kulturer. Du vil også stifte bekendtskab med grundlæggende nodeteori i form af noder, skalaer og akkorder.

I musikudøvelse skal vi synge og spille i sammenspilsgrupper. Der vil bl.a. blive arbejdet med stemmetræning og rytmer, og du vil blive introduceret til den grundlæggende teknik på bas, trommer og klaver.

Dramatik:

Det kunstneriske fag, dramatik på C-niveau, er for alle der har lyst til at vide noget om teater og til at lave teater. Dramatiktimerne er både teoretiske og praktiske, for vi prøver alle teorier af på gulvet i praksis, men man behøver ikke have lavet teater før for at være med. Dramatik handler både om at blive bedre til at se teater og til at lave teater. Vi skal i teatret og beskæftige os med forestillingsanalyser af professionelle forestillinger; men vi skal også selv lave teater på baggrund af den teori, vi arbejder med i timerne. Den teoretiske side omhandler både skuespil- og teaterteori og teaterhistorisk indsigt - al den teori der er nødvendig for at klasssen bliver i stand til at lave et selvstændigt teaterprojekt som afslutning på året.