Udskriv

Større opgaver

Nogle af opgaverne vil nok falde bort med den nye reform, der ventes vedtaget januar 2017.

1.hf

Historieopgaven - falder måske bort fra 2017

I januar skriver eleverne en opgave i historie inden for gennemgåede undervisningsforløb. Opgaven skal opøve eleverne i at fordybe sig i historiske problemstillinger og introducere til de formalia, der knytter sig til en større skriftlig opgave. Læreren giver løbende vejledning, og der er også sat en dag af til skrivning af historieopgaven. Opgaven evalueres af læreren. Opgaven fungerer som en øvelsesopgave forud for danskopgaven i 1.hf og den større skriftlige opgave i 2.hf.

Danskopgaven - falder måske bort fra 2017:

Danskopgaven skal bygge oven på historieopgavens introduktion til formalia ved større skriftlige opgaver. Danskopgaven skrives i marts-april. Eleverne udarbejder en danskopgave inden for gennemgåede undervisningsforløb. Læreren giver løbende vejledning. Opgaven evalueres af læreren. Opgavens formål er at øve eleverne i opgaveskrivning, så de forberedes til SSO.

2.hf

SSO - findes også efter 2017

Eleverne skal skrive en større skriftlig opgave, SSO. Eleverne vælger selv 1-2 fag, de vil skrive i, og de vælger selv deres emne. Skolen tildeler eleverne vejledere. Disse vil ofte, men ikke altid, være elevens egne lærere i de pågældende fag. På Ribe Katedralskole vejledes eleverne i november og december, så de er klar til selve opgaveskrivningsugen, der er den sidste uge inden juleferien. Det er den enkelte elevs vejleder(e), der udformer problemformuleringen ud fra samtaler med eleven. Opgaven bedømmes af en udefrakommende censor og vejlederen/vejlederne. Bedømmelsen af opgavebesvarelsen er en flerfaglig helhedsvurdering i forhold til de faglige mål i de fag, der indgår i opgaven. Der gives én karakter, der vægter 1,5 på eksamensbeviset.

KS - opgaven falder sandsynligvis bort fra 2017:

Eleverne undervises i religion, samfundsfag og historie – tre fag, som tilsammen kaldes kultur- og samfundsfagsgruppen. Man skal til én samlet eksamen i de tre fag. Gennem uddannelsestiden øves eleverne i at skrive en ks-synopsis. Undervisningen i de tre fag afsluttes 2-3 uger før sidste undervisningsdag. Herefter trækker eksaminanderne et prøvemateriale.

Projektet udarbejdes i ca. 25 timer fordelt over disse godt 2 uger i slutningen af undervisningsperioden. Lærerne vil vejlede eleverne i skriveperioden. Synopsen afleveres kort før sidste undervisningsdag. Kontoret sender synopsen til censor sammen med prøvematerialet, og eleven skal op i en mundtlig eksamen, hvor en udefrakommende censor og to af kultur- og samfundsfagsgruppens tre lærere deltager.